| Denne vejledning beskriver, hvordan du skal grave en rende på din grund og nedlægge tomrør til fiberkablet. Det er vigtigt, at du nøje følger denne vejledning, da der ellers er risiko for, at fibertilslutningen ikke vil virke og skal laves om. Når du har besluttet dig for, hvor den udvendige fiberboks skal sidde, og vi har meddelt hvor fiberkablet rammer dit skel, er du klar til at grave en rende på din grund. I renden lægger du et såkaldt tomrør, hvorefter vi senere skubber fiberkablet i. Afhentning af tomrør Tomrør og beskyttelsesbånd henter du selv på Marielyst Fibernets kontor Marielyst Strandpark 3, Velkomstcentret, i tidsrummet mandag til torsdag kl. 9 – 16 og fredag kl. 9 – 12. Planlæg gravningen - Vælg den fremføringsvej som er mest hensigtsmæssig ud fra afstand og grundforhold mellem boksens placering, og det sted vi kommer med fiberkablet.
- Du skal kunne komme fra skel hen til stedet på dit hus, hvor fiberboksen skal sidde med makimalt 30 meter tomrør.
- Samtidig skal tomrøret ved bøjning mindst have en bøjningsradius på 30 cm, hvilket betyder, at hvis man har behov for at bøje tomrøret, skal en bøjning på 90 grader mindst have en radius på 30 cm
- Marker på dit hus, hvor den udvendige fiberboks skal sidde. Fiberboksen monteres udvendigt på huset ca. 30-50 cm over terræn (højde over jord)
Grav rende - Renden skal være ca. 45 cm dyb - sørg for at bunden af renden er fri for sten.
- Er der mange sten i jorden, skal du lægge sand eller andet stenfrit materiale under og over tomrøret
Nedlæg tomrør - Læg tomrøret i renden og pas hele tiden på, at der ikke er knæk på røret
- Røret skal hele tiden have gule propper i begge ender – for at undgå fugt og skidt i røret
- Inden du lægger beskyttelsesbånd ned i renden, skal du tildække tomrøret med ca. 20 cm jord
- Beskyttelsesbåndet skal altså ligge ca. 20 cm over tomrøret med tekst opad
- Dæk renden til. Lad dog renden stå åben de sidste 50 cm. hen til huset samt til skellet (se billede til højre), da det vil gøre det nemmere at installere kundeboksen. Hullet inde ved huset skal være ca. 50 x 50 cm., så der er plads til at overlængden af fiberkablet kan ligge i en blød bue i hullet.
- Når tomrøret er lagt ned i renden på din grund, er du klar til at få fiberboksen installeret.
- Når boksen er installeret, skal man selv sørge for at grave resten af kablet ned og dække hullet til (se billede til højre).
Vigtigt - Tomrør må IKKE bøjes, så der kommer knæk på røret
- De propper der sidder i tomrøret må ikke fjernes
- Vi skal altid kunne komme til boksen, så det er ikke tilladt at f.eks. stable brænde foran boksen eller plante et træ.
|    |